Lollo er en giraf, og hun er født i Afrika. Der boede hun på græssletten sammen med sin familie og en hel flok af giraffer. De plejede at vandre eller springe rundt sammen, og når de ikke gjorde det, spiste de blade fra trætoppene. Lollo var lidt anderledes end de andre giraffer. Hun ville nemlig gerne udforske verden, og så elskede hun at danse.
Lollo tænkte tit på, om hun mon kunne hoppe op på et af bladene, eller måske op på en sky, og flyve på eventyr. Hun ville så gerne på eventyr.
En dag så Lollo en kano flyde rundt i vandet og tænkte, at måske den kunne tage hende på eventyr. Lollo hoppede derfor ned i kanoen, som begyndte at gynge fra side til side. ”Hvad laver du, Lollo?”, råbte de andre giraffer med bange stemmer. ”Giraffer kan jo ikke svømme!”. Lollo dansede rundt i kanoen for at få den til at blive stabil, mens solen langsomt gik ned, og hun forsvandt bort i horisonten væk fra de andre giraffer.
Næste dag vågnede Lollo i kanoen af et stærkt lys og et menneske, der hjalp hende ombord på sin båd. Det var kaptajnen. Han gav Lollo en salat og nogle blåbær at spise og et sted at sove. Næste morgen vågnede Lollo helt frisk, udhvilet og klar til nye eventyr. Hun legede og dansede rundt med børnene på skibet hele dagen. Kaptajnen så, hvor glad Lollo var, og han fortalte hende, at han ville sørge for, at hun kom hen på et hotel med en stor dansescene, så snart de kom i land.
På hotellet var der rigtig nok en ganske stor scene, hvor der pudsigt nok skulle til at være en dansekonkurrence. Lollo stillede op til konkurrencen – og hun kom på førstepladsen! Præmien var en fin orange kjole, som hun med det samme tog på.
Med sit nye hjem på hotellet og den fine nye kjole manglede Lollo kun én ting: en ven. En dag da Lollo hilste på alle de nye, glade gæster, der skulle holde ferie på hotellet, så hun pludselig en bjørn siddende i skyggen. Hun gik over og spurgte ham, hvad han hed. ”Jeg hedder Bernie. Hvad hedder du?”, spurgte Bernie Lollo.
Lollo fortalte alt om sig selv og sit eventyr. Hun fortalte om Afrika, om girafferne, om kanoen, båden og dansekonkurrencen. ”Men hvad med dig, Bernie? Hvordan kom du hertil?”, spurgte Lollo. Bernie lænede sig tilbage og lukkede øjnene et kort sekund. ”Jo, ser du. Det hele startede langt oppe i de nordlige dele af Europa…”
Da Bernie var lille, boede han i en grotte sammen med sin mor og sine to brødre. Nu er de jo bjørne, så derfor går de i hi og sover sig gennem hele vinteren. ”At sove er så kedeligt. Man går jo glip af en hel masse!”, tænkte Bernie. Han ville hellere have sol og varme. Derfor besluttede han sig for at gå ud i skoven for at se, om han kunne finde til solens land.
”Du skal altså gå ret langt sydpå, hvis du gerne vil ned til varmen”, sagde en ældre bjørn, som Bernie mødte i skoven. Bernie vidste godt, at det ville blive en lang rejse. Han sagde farvel til sin mor og sine brødre, og så begav han sig ud på eventyr.
Det begyndte at blive sent, og Bernie var mørkeræd. ”Jeg bliver nødt til at være modig for at kunne komme sydpå”, sagde han til sig selv. Så da solen gik ned, og natten startede, fortsatte Bernie bare med at gå. Pludselig hørte han en ugle tude.
”Hvor skal du mon hen?”, spurgte uglen. ”Jeg skal sydpå”, forklarede Bernie. ”Det er altså ved at blive sent. Tag dig et hvil under mit træ, så skal jeg nok hjælpe dig i morgen”, sagde uglen. Bernie satte sig op ad træet, og der gik ikke længe, inden hans øjenlåg føltes tunge, og han faldt i søvn.
Næste dag fulgte Bernie med uglen, som selv skulle flyve sydpå, til fods. Uglen var nemlig slet ikke stor nok til at kunne bære en bjørn som Bernie.
De kom gennem en skov og over en mark, og lige der på den anden side så han dem. De gigantiske fugle, som hans mor plejede at kalde for flyvemaskiner. Da han kom ombord, satte han sig i en stol og gemte sig væk under et tæppe. ”Her får du lidt tøj, så du ikke kommer til at fryse”, sagde stewardessen til ham. Bernie tog tøjet på og kiggede ud gennem vinduet. Der så han skyerne, og langt langt borte kunne han endda ane solens land.
Flyet landede, men hvor skulle Bernie nu tage hen? Han fulgte efter en familie og havnede på en bus. ”Vi skal til et hotel, der ligger lige ved vandet”, sagde chaufføren. ”Øj, hvor spændende”, tænkte Bernie.
Da bussen var fremme, gik Bernie og alle de andre passagerer af. Bernie vidste ikke rigtig, hvor han skulle gå hen, så han satte sig i skyggen under et træ.
”Og det var så her, jeg mødte dig”, sagde Bernie til Lollo. ”Sikke et spændende eventyr”, udbrød Lollo. ”Jeg synes, vi to skal være venner. Bedste venner!”, fortsatte hun.
Bernie blev meget glad. Han havde jo også savnet en ven, siden han tog væk fra sin familie. ”Bedste venner for altid”, sagde Bernie og tog Lollos hånd, mens de begyndte at gå ned mod hotellet, hvor de skulle bo sammen.
Lollo viste Bernie rundt på hotellet. ”Her bor vi, og her kan vi spise med, og dernede er stranden”, sagde Lollo. ”Men det bedste af det hele er her: den store scene!”, sagde hun, mens hun smilede over hele hovedet og sprang op på den. ”Kom Bernie, så danser vi!”. Bernie begyndte at kopiere Lollos seje dansetrin.
”Vi er bedste venner, og vi bor i solens land. Hvem kan vi mon være? Lollo & Bernie!”, sang de højt sammen. Og på den måde levede Lollo & Bernie lykkeligt til deres dages ende i solens land.
